Nyttig viden til førstegangs hvalpeejere om opdragelse og træning

Nyttig viden til førstegangs hvalpeejere om opdragelse og træning

Der følger et kæmpe ansvar med at blive hvalpe/hundeejer. En hund er et familiemedlem, som vi mennesker har ansvaret for resten af dyrets levetid. Både familien og hvalpen gennemgår en stor omvæltning, når hvalpen flytter ind i sit nye hjem. Det er hundeejerens ansvar, at hunden får et godt liv. Det er derfor nødvendigt, at engagere sig i træning og opdragelse af hvalpen. Sætter man sig ordentlig ind i tingene, vil hunden meget hurtigt blive et uundværligt familiemedlem.

De kritiske perioder i hvalpens liv, efter den er fravænnet sin mor

Det er meget vigtigt at huske på, at hvalpe er forskellige individer ligesom mennesker, og der er derfor ikke to hvalpe som er ens.

For at kunne træne sin hvalp optimalt, er det vigtigt at vide en masse om hvalpens udvikling. Der er 2 kritiske perioder i en hvalps liv efter den er flyttet hjemmefra. Det er i disse perioder, man som nybagt hundeejer har bedst mulighed for, at præge hvalpen og forme den til en god og kærlig hund.

8-12 leveuge: Hvalpen har forladt sin mor og søskende og er flyttet hjem til sin nye familie. Det er en meget vigtig periode i hvalpens liv, da indlæringspotentialet er størst i denne periode. Alt hvad hvalpen oplever i disse uger, spiller en stor rolle mht. hvilken personlighed hvalpen udvikler, og hvordan den bliver som voksen. I de første 12 uger af hvalpens levetid, er den meget nysgerrig og frygtløs. Mange af hvalpens erfaringer i denne periode erhverves ud fra ”naturlig tilvænning” Dette sker ved, at hvalpen udsættes for en masse stimuli under beskyttede forhold. Stimulus = en påvirkning, som udløser en adfærd.

Ofte begynder en adfærd via påvirkning af en af sanserne. Det kan fx være syn, hørelse eller lugtesans. Sanseorganerne tager imod stimuli og sender informationer videre til centralnervesystemet. I hjernen sker en proces der udløser adfærden. Det er vigtigt at træne steder, hvor hvalpen er tryg, da det har en stor betydning for hvalpens reaktion på specifikke stimuli. Dette har stor betydning for hvalpens reaktion overfor nye ting og omstændigheder senere i livet.

13-16 leveuge: I denne periode lærer hvalpen, at være et socialt individ. Hvalpens kropssprog udvikler sig markant. Hvalpen lærer at forstå grænser, og selv sætte grænser overfor andre artsfæller. Det er meget vigtigt, at hvalpen møder andre hunde i alle aldre og størrelser i denne periode. Der skal fokuseres på, at udvikle sociale færdigheder både overfor hunde og mennesker, da dette er nødvendigt for at passe ind i en flok.

Indlæring

Motivation og belønning er nøgleordene, når det gælder indlæring hos den lille hvalp. Alt form for træning er et samarbejde mellem hund og ejer. Det er igennem dette samarbejde, at kontakten mellem hund og ejer opstår.

Der tales generelt om tre forskellige måder, hvorpå hvalpe/hunde kan lære nye ting:

  1. Tilvænning: Det er vigtigt, at man som hundeejer tager sig god tid og langsomt og gradvist introducerer hvalpen til nye ting. På den måde lærer hvalpen langsomt, at vænne sig til situationen og undgår at blive bange og utryg ved den nye situation. Et eks. kan være, at hvalpen har fået øje på noget ude i naturen, som den er bange for. Det kan være en simpel lille ting, som en cykel der står oppe af et træ. Det er vigtigt, at aflæse hvalpens kropssprog og bruge tid på at arbejde med elementer, som hvalpen viser utryghed overfor. Også selvom det for os mennesker er almindelige ting, som på ingen måde er farlige i vores øjne. Der er mange ting i vores materielle hverdag, som kan virke meget overvældende for en lille hvalp. Et andet eksempel er så simpel en ting som støvsugeren i hjemmet. Rigtig mange hunde bliver ved med, at være bange for støvsugeren resten af deres liv, hvis ejeren ikke har taget sig tid til at tilvænne hunden til støvsugeren, imens den var hvalp. Tving aldrig hvalpen hen til det element den er bange for. Udvis masser af tålmodighed, og lad hvalpen nærme sig i sit eget tempo. Husk altid masser af ros, opmuntring og belønning.
  1. Associationsindlæring: Associationsindlæring er når hunden finder ud af, at to hændelser har forbindelse med hinanden. Et eksempel hos den voksne og erfarne hund kan være, når ejeren finder madskålen frem. Hunden har fundet ud af, at den får mad og forbinder dermed madskålen med mad. Det ses endda ofte, at hunden begynder at savle før foderet er serveret. Den har derved lært at koble de to ting sammen.
  2. Læring gennem erfaringer: Hvalpen lærer gennem de erfaringer den gør sig. Et eksempel kan være, hvis der er brændeovn i huset og hvalpen kommer for tæt på og brænder snuden. Hvalpen har erfaret, at der sker noget ubehageligt, hvis den kommer for tæt på brændeovnen. Læring gennem erfaringer og associationsindlæring optræder ofte samtidig.

Træning af hvalpen

Træning er et af de ansvarsområder der følger med, når man anskaffer sig en hvalp. Det er vigtigt at alt træning af hvalpen foregår i korte intervaller, da hvalpen ikke kan koncentrere sig i længere tid af gangen. Det er ydermere vigtigt, at de små træningsintervaller ender ud med succes. Nogle af nøgleordene til succesfuld træning er: Tålmodighed, belønning, overbærenhed, konsekvens, kærlighed og samarbejde.

Husk altid at belønne hvalpen, når den udfører noget korrekt. Hvalpen vil hurtigt finde ud af, at det godt kan betale sig at udføre en bestemt handling. Alt uønsket adfærd skal ofte ignoreres. Et almindeligt problem hos mange hundeejere er, at hunden springer op af folk. Dette problem kan ofte løses ved, at bede folk om at vende ryggen til hunden, hver gang den springer op og samtidig ignorere den. Efter nogle gange vil hunden finde ud af, at den ikke får noget positivt ud af denne adfærd, og at det derfor ikke kan betale sig. Langsomt kan man begynde at rose hunden, når den ikke viser tegn til at springe op. Det er selvfølgelig ikke noget hunden lærer ved kun, at træne det én gang. Gentag mange gange og udvis stor tålmodighed.

Mange øvelser og tricks skal deles op i delelementer, som belønnes. Det tager tid, før man når til slutresultatet og ofte er det et skridt frem og to tilbage, før hunden lærer en bestemt øvelse.

Hvalpeaftener og hvalpetræning

Mange dyreklinikker afholder hvalpeaftener/hvalpehold som er meget udbytterige for både hvalp og ejer. Det forløber sig ofte over én eller flere aftener, hvor professionelle rådgiver om træning, socialisering, opdragelse og generel pasning og pleje af hvalpen.

Det er en god idé, at tilmelde sig et hvalpehold i en hundetræningsklub. De har uddannede hundetrænere som kan instruere i, hvordan man som hundeejer træner sin hvalp korrekt. Derudover kan de hjælpe med, at løse eventuelle problemer, inden de bliver for store. En anden god ting ved hvalpehold er, at hvalpen møder andre artsfæller og ejeren møder andre mennesker der har samme interesse.

Daglig pleje af hvalpen

Det er vigtigt, at man som hundeejer træner hvalpen i at få kigget ører, øjne, tænder/mund. På den måde bliver den daglige pleje og eventuelle besøg hos dyrlægen meget nemmere for hundeejeren og mere behagelig for hunden. Det er en god idé at vænne hvalpen til, at stå på et bord og blive undersøgt og berørt alle steder på kroppen. Sørg for at starte med træningen så tidligt som muligt i hvalpens liv. Ved denne simple tilvænning opnår man som hundeejer en masse fordele:

  • Det bliver en mindre stressfuld situation for hunden, når den skal undersøges hos dyrlægen eller skal til hundefrisør mm
  • Det er nemmere for dyrlægen at håndtere hunden
  • Ejeren erfarer, hvordan hunden skal se ud, når den ikke fejler noget, og bliver hurtigt opmærksom på, hvis der er noget der ser anderledes ud, end det plejer

Hundens tænder

Et andet emne, som der desværre ikke er nok fokus på, er hundens tænder. Det er vigtigt at sørge for god tand og mundhygiejne hos hunden. Det anbefales at lære hvalpen at få børstet tænder, så risikoen for tandproblemer senere i livet mindskes. Daglig tandbørstning, med en blød tandbørste og hundetandpasta, forebygger tandsten og tandkødssygdomme, som kan være meget ubehageligt og smertefuldt for hunden. Start langsomt op med små korte seancer, som med alt anden træning, så hvalpen vænner sig langsomt til tandbørstning.

Hvalpen alene hjemme

Et af de største adfærdsproblemer hos hunde i Danmark er alene hjemme problemer. Der kan være flere forskellige årsager til, at hvalpen udvikler dette problem, men der er en del ting man som hundeejer kan gøre for, at forebygge dette problem. Ofte skyldes problemet separationsangst eller manglende aktivering af hunden.

Eksempler på symptomer på alene hjemme problemer:

  • Destruktive tendenser: Hunden ødelægger ting og inventar ved, at tygge og kradse med kløerne
  • Vokalisering: Hunden gør/hyler når den er alene hjemme
  • Paniksymptomer: Hyperaktivitet (dette er ofte skjult for ejeren)
  • Urenlighed: Urinering og/eller defækering i hjemmet, selvom hunden ellers er renlig.

 

Alle disse problemer er selvfølgelig ikke noget en hvalpe/hundeejer ønsker at opleve. Hunde er flokdyr, og det er unaturligt for hunden, at blive efterladt alene hjemme. Det er derfor vigtigt, at man træner alene hjemme træning med sin hvalp. Skæld aldrig hunden ud, hvis der er sket uheld, da hvalpen hurtigt vil forbinde skæld ud med ejerens hjemkomst.

Hvordan? Der er nogle generelle ting der skal skabe grundlag for, at undgå dette problem. Det er vigtigt, at ejeren opretholder sin lederstatus og, at hunden ikke altid får sin vilje. Overtilknytning imellem hund og ejer skal undgås, da dette er med til at skabe separationsangst. Hunden skal lære at være selvstændig og ikke føle ikke sig 110 procent afhængig af sin ejer. Dette forebygges ved, at man om hundeejer ikke hele tiden går og småsnakker med sin hund og, at hunden ikke får lov til konstant at rende rundt i ”hælene” på ejeren derhjemme. Der er mange hunde der endda går med deres ejere på toilettet, fordi de ikke vil sidde alene ude på den anden side af døren.

Det er vigtigt at starte træningen med korte seancer, så hunden vænner sig til situationen, men samtidig også erfarer, at ejeren kommer tilbage igen. Selvom det er utroligt svært, er det en god idé ikke at overdrive ”velkomstscener”.  Hundeejeren skal kun kort sige hej til hunden, og derefter ignorere hvalpen i et par minutter. Først når der er faldet ro på hvalpen, bør man sætte sig ned og give hunden opmærksomhed. På den måde undgås, at forstærke hundens opfattelse af, at det er farligt at være alene hjemme.

Det samme gælder når ejeren skal ud af døren, og hvalpen skal være alene hjemme. Det anbefales at undgå overdreven kontakt, lige inden hvalpen forlades. Der er mange flere tips til ”alene hjemme træning her”.

Tillykke med den nye hvalp, og rigtig god fornøjelse! 🙂

Vil du have mere information til din mail?

Tilmeld dig nyhedsbrevet herunder! Du vil løbende få meget mere information om kæledyr, hunde, katte og heste!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *