Kennelhoste hos hund

Kennelhoste hos hund

Kennelhoste er ofte en blandingsinfektion i hundens øvre luftveje som består af svælg, luftrør og næse. Infektionen består af én eller flere udløsende faktorer som Bordetella bronchiseptica, adenovisrus og parainfluenzavirus. Infektionen kaldes for kennelhoste, fordi den ofte forekommer i sammenhænge, hvor mange hunde er tæt på hinanden, som f.eks. i en kennel.

Hvad er symptomerne på kennelhoste?

Symptomerne på kennelhoste kan være forskellige. Ofte vil hundeejeren opleve, at hunden får en kraftig og vedvarende hoste. Hosten kan ofte blive fremprovokeret af motion. Nedenunder er listet de mest almindelige symptomer på kennelhoste:

  • Tør eller våd hoste
  • Opkast pga. hoste
  • Ubehag i halsen
  • Der kan forekomme feber
  • Nedstemthed

Hvordan stiller dyrlægen diagnosen?

Dyrlægen stiller ofte diagnosen ud fra symptomerne og ved at lytte på hundens lunger med et stetoskop. I nogle tilfælde vælger dyrlægen, at tage røntgenbilleder af hundens lunger for at udelukke andre sygdomme.

Hvordan behandles kennelhoste?

Hunden er ofte meget generet i sin hals, når den har kennelhoste. Det kan derfor være en god idé, at bløde dens tørfoder op eller fodre med vådfoder indtil hosten er aftaget. Derudover kan man skåne hundens hals ved, at lufte i sele i stedet for halsbånd. Har hunden en tør hoste, kan man få hostestillende tabletter hos dyrlægen. Har hunden derimod en ”våd” hoste, vil dyrlægen ofte vælge ikke at give hostestillende tabletter, da det er vigtigt, at hunden hoster slimet op, så det ikke ligger og generer i hundens lunger. I tilfælde, hvor der også er en bakteriel infektion indblandet, vælger dyrlægen ofte, at behandle hunden med antibiotika. Søg altid dyrlæge, hvis du har mistanke om, at din hund er syg.

Hvordan forebygges kennelhoste?

Det anbefales at hunde får deres regelmæssige vaccine efter dyrlægens anbefalinger. Denne vaccine gives som injektion og er en paraplyvaccine. Dvs. den beskytter mod flere forskellige sygdomme blandt andet parainfluenza som kan give kennelhoste.

Derudover findes der en vaccine mod kennelhoste som dyrlægen giver ved, at dryppe i hundens næsebor. Denne vaccine beskytter både mod parainfluenza og Bordetella bronchiseptica. Denne vaccine anbefales til hunde som ofte er ude blandt mange andre hunde fx til konkurrencer, udstillinger eller hvis hunden skal i hundepension. Det skyldes at der er et større smittepræs, når der er mange hunde samlet på ét sted.

Vil du have mere information til din mail?

Tilmeld dig nyhedsbrevet herunder! Du vil løbende få meget mere information om kæledyr, hunde, katte og heste!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *